Indlæg mærket med: Udviklingsplatforme

Microsoft frigiver Azure til internt brug – hvis du skal bruge mindst 1.000 servere

Når Microsoft lancerer noget nyt – potentielt radikalt nyt endda – på deres partnerkonferencer, er det ude over hele (it-)verdenspressen i løbet af et splitsekund. Således også med nyheden om WAPA – Windows Azure Platform Appliance. Så står du og har brug for software til at drive din egen sky, og har du minimum 1.000 servere, kan du få Windows Azure og SQL Azure som platform – altså hvis du hedder HP, Dell, eBay eller Fujitsu – der er nemlig tale om en meget begrænset frigivelse.

Microsoft har endnu ikke frigivet pakken til almindeligt indkøb, og i følge OVUMs senioranalytiker Laurent Lachal er det da også udelukkende for at ’stikke en tå i vandet’, at Microsoft frigiver WAPA. Han mener faktisk, at der vil gå mindst et år, før Microsoft har samlet så meget feedback sammen, at der vil kunne komme en egentlig løsning til salg – også for små og mellemstore virksomheder og organisationer. Men indtil da må vi nøjes med at kigge på den Azure-platform, der findes hos Microsoft selv, og så naturligvis læse mere om WAPA på deres hjemmeside.

Interoperabilitet i skyen?

Som vi har været inde på flere gange tidligere, kniber det noget med de fælles standarder på tværs af skyer, både når det gælder managementdelen (det styringsmæssige interface), og når vi taler den faktiske, forretningsmæssige brug af cloud services (det funktionelle interface). Nu er interoperabilitet og fælles standarder jo ikke det samme, men man kan sige, at kan man ikke blive enige om fælles standarder over hele linjen, kan man det måske for interfaces, hvorved interoperabilitet kan fremmes.

Cloud Security Alliance arbejder hårdt på at fastlægge standarder for sikkerheden omkring og til-og-fra cloud services. Men der er også andre initiativer i gang:

Distributed Management Task Force (en organisation, der på tværs af it-industrien arbejder på standarder for styring af it-systemer, og som har alle de store it-firmaer som medlemmer) har etableret en Open Cloud Standards Incubator, som har til formål at understøtte udarbejdelsen af specifikationer på tværs af få eller mange virksomheder, som måske efterfølgende kan blive til egentlige standarder. Bemærk her, at der hverken er tale om åbne standarder eller standarder, der nødvendigvis kan klare sig i f.eks. en ISO-sammenhæng. Men ved at have de største spillere samlet om en standard tidligt i forløbet, er der større chance for, at det kan blive til en de facto-standard før eller siden, og på den måde kan industrien måske omgå eller undgå en konflikt med de etablerede standardiseringsorganer, som f.eks. har kostet Microsoft dyrt i advokater…

Bemærk, at styregruppen for Open Cloud Standards Incubator tæller AMD, CA, Cisco, Citrix, EMC, Fujitsu, HP, Hitachi, IBM, Intel, Microsoft, Novell, Rackspace, RedHat, Savvis, SunGard, Sun Microsystems, og VMware. Man kunne vælge at blive overrasket over, at Oracle ikke er med, men så alligevel: Sun er jo repræsenteret, så dermed har Oracle en fuldgyldig tilstedeværelse ved bordet. Du kan læse en kort omtale af arbejdet dér her.

Hvis man vil læse mere om, hvad der sker på cloud-standard-området, kan wikien CloudStandards anbefales. Heraf fremgår, at organisationen bag wikien, Cloud Standards Coordination, er et samarbejde mellem standardiseringsorganer for at skabe et overblik og dermed måske medvirke til at arbejde mere i samme retning. Som det fremgår af forsiden på wikien, er der mange standardiseringsorganer i gang, men bladrer man dybere ned, kan man se, at nogle af dem vist mest er med for et syns skyld, mens andre går aktivt ind i arbejdet for at sikre åbne standarder frem for industriens måske mere lukkede (det gælder f.eks. Open Cloud Consortium).

Sammenfattende kan man nok godt tillade sig at sige, at vi er på vej hen imod større enighed om standarder for cloud computing. Om der bliver tale om åbne standarder, og om implementeringen af standarderne vil give ægte interoperabilitet, vil tiden vise. At det er en trend i tiden at det bør være sådan, er der dog ingen tvivl om – se blot på Microsofts kamp for at få OOXML godkendt som standard og den efterfølgende hæftige debat på vores egne breddegrader.

Derfor vil Microsofts Azure-platform vokse langsommere end f.eks. Amazons AWS

Svaret er ligetil: Azure er en platform – ren og skær platform. Hvis man ikke regner de ’små’ cloud service-områder med som database-as-a-service og integration-as-a-service, som kan bruges hver for sig, er Azure en udviklings- og afviklingsplatform, der kræver, at der er nogen, der skriver noget kode.

Microsoft TechEd 2010 er naturligvis også tæt belagt med cloud – således f.eks. den indledende key note, som man kan se refereret her. Bob Muglia, chef for Server og Tools Business hos Microsoft opfordrer i flg. Computerworld til, at virksomhederne sætter gang i udviklingen til Azure, så der kan høstes erfaringer (underforstået naturligvis også hos Microsoft, så Azure-suiten kan blive forbedret og optimeret). Og det er ikke mindst i forhold til Microsofts cloud-platform den helt rigtige tilgang.

Som vi tidligere har skrevet om, er Azure både en tilpasset Windows-server, en tilpasset SQL-databaseserver og en tilpasset .NET-platform. Det betyder, at det ikke uden videre er muligt at portere eksisterende kode til Azure – ikke mindst på grund af kravene til sikkerhedsmodellen. Men som altid tager Microsoft den med ro – de skal nok opnå global dominans på dette område også… Eller skal de?

Læs mere »

Bliver clouden udviklingsplatformenes nye kampplads?

Version2 skrev i sidste uge om, hvordan VMware og Google ‘hjælper udviklere med at hoppe fra sky til sky’. Hurra for det! Endnu et vigtigt skridt hen imod ægte kundekontrol over leverandører og driftsomkostninger… Men hvis man nærlæser artiklen, kan man let få den tanke, at VMware med Google som villig rejsemakker er i færd med at gøre deres Java-variant til en ekstra attraktiv platform at udvikle cloud-applikationer på – og med udsigten til tocifrede væksttal i cloudsektoren ikke noget uinteressant perspektiv.

Som det vil være de fleste bekendt, har Microsoft baseret deres Azure-platform på tilpassede versioner af Windows Server og SQL-databasen, og netop også .NET, altså Microsofts udviklingsplatform. Der er næppe tvivl om, at ‘åbne’ infrastrukturservices og platformservices som en god, gammel Windows Server 2003 eller en pålidelig Linux-variant vil være tilgængelig på markedet også i årene fremover, men hvad vil det betyde, hvis de ’store’ begynder at slås om markedsandelene via udviklingsplatformene også?

Læs mere »

Dansette