Indlæg mærket med: Fordele

Betyder cloud computing demokrati i it-beslutningsprocessen?

I går havde jeg fornøjelsen af at deltage i OVUMs (Butler Groups) Master Class om cloud computing. Meget godt kan man sige om OVUMs meget pragmatiske og afslappede tilgang til dette super-hypede begreb. På den anden side er de slet ikke blinde for de forretningsmæssige gevinster, der kan være i teknologien. Nok om det for nu.

Men ét budskab, der virkelig overraskede mig, var idéen om, at cloud computing er med til at demokratisere beslutningsprocesserne på it-området i virksomheder og organisationer. Pointen er, at fordi det er så nemt at ’shoppe’ it-løsninger i skyen, bliver it-afdelingerne tvunget til at lytte til brugernes behov og indrette it-investeringerne efter demokratiske principper. Vel vidende, at demokrati også af og til indebærer endeløs palawer, beslutningsprocesser udstrukket ad infinitum og uklare mandater.

Parallelen er til den gang, pc’erne kom på markedet. Først ville it-afdelingerne ikke røre ved dem. Det var noget slutbrugerfims, som ville gå over, og så ville brugerne vende tilbage til de gode og trofaste mainframes og grønne eller gule bogstaver på sort baggrund (eller omvendt). Og sådan gik det som bekendt ikke. Da det var så let for brugerne, f.eks. i form af enkeltstående forretningsenheder, selv at skaffe udstyr, gjorde de det bare, og så blev it-afdelingen gradvist tvunget til at engagere sig.

Og således også med cloud computing: fordi en hvilken som helst forretningsenhed, projektgruppe – ja, engageret udvikler, selv kan shoppe en virtuel server på Amazon, en udviklingsplatform på Azure eller en applikation hos … nå ja, en anden leverandør med A, så er it-afdelingen nødt til at lytte til deres ønsker og behov, hvis de fortsat vil spille en rolle i forbindelse med it-beslutningsprocesserne.

Tankevækkende – meget tankevækkende. Vi lader idéen stå et øjeblik – og kommenterer den muligvis selv senere. Hvis der er nogen, der har en tanke, er den naturligvis velkommen!

Lidt godter fra cloud-pressen hen over sommeren

Det kan ind imellem være vanskeligt at skelne de rent kommercielle indlæg fra journalistisk materiale på cio.com, men denne turde være god nok: Det meget anerkendte it-analyseinstitut Forester har identificeret de tre scenarier, der giver mening indenfor cloud storage: 1. Rent cloud-hostede applikationer med ‘egen storage’ tilknyttet, 2. backup til en cloud-instans og 3. ren fillagring i clouden. Det giver således modsatvist ikke mening at have applikationer kørende f.eks. internt, og så have en SAN-lignende storageimplementering kørende i skyen. Læs selv hvorfor.

Red Hat har i følge ComputerWorld anmeldt deres cloudplatform Deltacloud til et af it-industriens frivillige standardiseringsorganer, DMTF, med henblik på en vurdering af, om platformen er egnet som en standard for cloud-interoperabilitet. DMTF har i øvrigt en hel sektion om standardisering af cloud management-platformen, som vi tidligere har omtalt.

Det er svært at spå – især om fremtiden, sagde som bekendt Storm P. Julia King har i den amerikanske udgave af ComputerWorld sammenstykket en artikel om fremtidens it-karrierer fra flere forskellige kilder. Og efter de sparsomme kommentarer til artiklen at dømme, har forfatteren ikke helt fingeren på pulsen. Forudsigelserne er mange, men tendensen er klar: it-medarbejderne bliver dybt forankrede generalister (!?), der enten arbejder i megavirksomheder eller i småindustri (altså intet midt imellem). Og fokus vil være grøn it, etisk forsvarlig forretning, beskyttelse af privatlivet og efterlevelse af standarder og regulatoriske krav.

Cio.com har også selv produceret denne artikel med fem retningslinjer til at afgøre, hvilke applikationer, der er egnede til cloud computing: 1. Find ud af, hvorfor du overhovedet skal bruge SaaS, 2. tænk arkitektur, 3. gennemgå din portefølje kritisk og ryd ud i applikationerne, 4. nøjes ikke med at læse dokumentation; kemien skal være i orden, og 5. sammenlign de rette (og fulde) omkostninger.

Endelig til sidst lidt drama: månedsmagasinet Wired Magazine har i en artikel erklæret webben for død – længe leve internettet! Det har fået bl.a. Bernard Golden, manden bag ‘Virtualization for Dummies’ til at skrive en artikel på cio.com under titlen “webben er død – længe leve clouden”! Både Goldens behandling af artiklen i Wired og hans egne betragtninger om cloud computings rolle er interessante. Han anbefaler, at organisationer (virksomheder) forbereder sig således: 1. Anerkend, at du formentlig får brug for en ekstern storage provider (jf. Foresters vurdering øverst), 2. få dig en plan for båndbredde, 3. overvej dine investeringsbehov, hvis du i løbet af det næste år får to kæmpeordrer (store nye projekter/nye afdelinger osv.), og 4. tænk automatisering – grundigt!

Videnskabsministeriet vil gøre det lettere at udnytte fordelene ved IKT med cloud computing

Overskriften er et citat – endda fra ministeriet selv. Det er hentet fra Digitale veje til vækst – Videnskabsministeriets digitale arbejdsprogram, der udkom i dag. Programmet er ambitiøst på mange områder. Overordnet er programmet inddelt i tre: bredbånd, indholdet og den digitale økonomi, samt tilgængelighed og it-færdigheder. Under indhold og digital økonomi finder man disse indsatser:

  • De digitale kanaler skal være førstevalget
  • Cloud computing
  • Videomøder
  • Styrket IKT-forskning og anvendelse heraf i erhvervslivet
  • Nye forretningsmuligheder
  • Sikkerhed og gennemsigtighed
  • Universiteterne som digitale spydspidser

Cloud computing besynges ‘naturligvis’ som et gode, meget for det private erhvervsliv, men også for det offentlige. Men der er også øje for udfordringerne, som bl.a. handler om sikkerhed og håndtering af personfølsomme oplysninger. Se herom i øvrigt næste indlæg om Datatilsynets afgørelse om Google Apps.

Meget kort (og rapporten ER kortfattet) vil Videnskabsministeriet gøre følgende:

  • Udarbejde metoder til bedre sikkerhed og privacy samt publicere vejledninger og retningslinjer til myndigheder og private virksomheder
  • Fungere som testlaboratorium og formidle erfaringer herfra videre til den offentlige sektor. Der indledes bl.a. et samarbejde med universiteterne om udbredelse af anvendelsen af en fælles cloud på universitets- og forskningsområdet
  • Undersøge mulighederne for et fælles nordisk samarbejde om cloud computing for offentlige myndigheder

Alt sammen meget prisværdige initiativer. Men det er naturligvis ikke den udmærkede indsats, Videnskabsministeriet kan lægge for dagen, som dog vil være på det generelle og principielle plan først og fremmest, der bringer cloud computing op på niveauet for almen anvendelighed og selvfølgelighed. Det er derimod mængder af praktisk erfaring, ikke mindst fra leverandørerne, men naturligvis også fra store og små, private og offentlige kunder.

Odense Kommune har forsøgt. Måske ikke på den mest oplagte måde, men dem, der kaster sig længst frem, får enten den største opmærksomhed for deres successer, eller de største tæsk for at være for kreative. Og Odense Kommunes initiativ er meget prisværdigt. Det er Datatilsynets svar imidlertid ikke…

Er du it-chef er cloud computing din næstvigtigste teknologi

I følge analysevirksomheden Gartner, der har spurgt sine ‘medlemmer’ (kunder) om, hvilke teknologier, der er deres ‘top 5’ i 2010, rangerer cloud computing som nummer to. Nummer ét er en nær slægtning til skyen, nemlig ‘virtualisering’. Tredjepladsen indehaves af ‘web 2.0’. Netværks- og datakommunikation og Business Intelligence er nummer fire hhv. fem.

Særligt interessant er det også at se på teknologiernes placeringer de forgående år, og dermed deres relative bevægelser. Virtualisering har været i top tre siden 2008, og er i it-sammenhæng derfor en ‘gammel kending’, men også i 2007 var teknologien med fremme, da på en femteplads. Med årets placering som nummer ét har teknologien imidlertid detroniseret business intelligence, der faktisk har ligget på førstepladsen i en årrække.

Cloud computing, der kom med for første gang i 2009, da på en 16. plads, er en rigtig højdespringer, men web 2.0 har også haft fart på: fra en 15. plads i 2008 og 2009, nu til en tredjeplads. Web 2.0 i form af sociale medier, mashups og den slags, har været under vejs i flere år, og det er kun godt at se, at teknologierne (eller snarere: måden at bruge teknologierne på) nu har vundet solidt fodfæste blandt it-cheferne.

Læs mere »

Cloud computing i sundhedssektoren – global sneglefart

Online magasinet Next Generation Healthcare skriver for nylig om en undersøgelse, der ganske vidst er udarbejdet af en leverandør, men som alligevel tegner et billede af, at sundhedssektoren globalt set har meget svært ved at lade sig overbevise om de mulige gevinster ved cloud computing.

Udfordringerne er da også mange.

Læs mere »

“SQL Azure er ikke et mirakel” siger … Miracle

I denne artikel i Computerworld giver Martin Schmidt fra Miracle Microsofts cloud databaseplatform SQL Azure tørt på. Læs den før din it-chef/direktør! Martin har naturligvis fat i noget vigtigt, når det med database-som-en-service via cloud computing reelt ikke længere er muligt at udføre alle de traditionelle dba-opgaver i fuld udstrækning. Microsofts Azure evangelisten René Løhde forsvarer lidt halvhjertet kritikken i dette indlæg, hvor han lover flere værktøjer til performanceoptimering og monitorering.

På den anden side: det kan være svært at spå om, hvad fremtiden vil bringe for ærværdige discipliner som DBA’er… Går de samme vej som typograferne, som endte med at være en stærkt decimeret profession? Eller vil de opnå ny og mere hæder og værdighed gennem nye teknologier og værktøjer?

Læs mere »

Købe eller leje?

Under finanskrisen og boligboblens efterdønninger overvejede mange – især nye på boligmarkedet – om de skulle købe eller leje bolig. For tiden overvejer mange, om de skal lease en bil i stedet for at købe den, bl.a. for at sikre sig imod uforudsete udgifter og perioder uden bil.

Helt tilsvarende kan man anskue cloud-verdenen, både i helikopterperspektivet, og når det bliver meget konkret. Dette indlæg vil berøre begge perspektiver, men mest det sidste, hvor vi vil se på køb kontra leje hos Amazon.

Læs mere »

Cloud computing kan booste innovation…?

I sin 2010 Trend Brief: 2010 Trends to Watch: Cloud Computing, skriver det anerkendte it-analyseinstitut OVUM (tidligere Butler Group, DataMonitor m.fl.) bl.a., at virksomheder kommer til at vælge cloud computing for at fremme innovationen i organisationen. Hvordan hænger dét sammen?

Laurent Lachal, Steve Hodgkinson, Vuk Trifkovic og John Madden skriver her bl.a., at anvendelsen af cloud computing ikke alene reducerer omkostningerne og besværet med at implementere ny/mere it, men også risikoen. For det første afregnes cloud services helt overvejende efter forbrug og ofte med mulighed for at vælge meget finkornet måling (time-/dagsbasis).

Dermed bliver det at afprøve nye it-understøttede idéer til en langt mere overkommelig investering, end hvis der først skal købes dyr hardware, anskaffes licenser og betales drift i måske flere måneder. Dette gælder helt overvejende Infrastructure-as-a-Service og Platform-as-a-Service. Software-as-a-Service afregnes ofte over længere perioder og er måske typisk knap så skalerbar, som de øvrige serviceformer.

For det andet er implementeringstiden på cloud services ekstremt kort. Det betyder, at nye idéer ikke alene kan afprøves billigere, men ofte også langt hurtigere, end ved mere traditionel it-drift. Forestil dig blot, at et projektteam ønsker at afprøve en særlig version af et stand alone værktøj, de har udviklet eller arbejder på. En implementering vil – naturligvis afhængigt af løsningens størrelse – kunne tælles i dage i stedet for uger, som ofte går med at få udstyr hjem, basiskonfigurere, implementere i en driftsituation med back-up og overvågning mv.

Situationen er dog naturligvis ikke kun lysegrøn. Mange projekter mangler ikke kreativitet, og en stor organisatorisk opgave er det derfor ofte at få kanaliseret de mange gode idéer ind i nogle forretningsmæssigt holdbare løsninger, som både kan realiseres økonomisk og praktisk, og som også hænger sammen med organisationens øvrige it-portefølje. Derfor kan der være en idé i, at også brugen af cloud computing til innovation er underlagt en vis organisatorisk kontrol i form af retningslinier eller koordination.

Lektion 2: Hvorfor vælge cloud computing?

PACTORs Cloud Computing-skole

Der er ikke noget nyt i, at det kan være en praktisk og økonomisk fordel at lægge driften og vedligeholdelsen af en virksomheds it-infrastruktur uden for ’huset’ til en ekstern leverandør. I den tidligste IT-historie blev dagsordenen sat af store virksomheder, der havde kapaciteten til at drive de systemer, som offentlige og private kunder havde brug for.

Med det voldsomme fald i priserne på hardware og en tilsvarende voldsom stigning i kapaciteten, blev det igennem 1980’erne og 90’erne stadig mere almindeligt, at man etablerede egne it-afdelinger, der tog stadigt større opgaver ind. Men samtidig voksede også ønsket om at overveje outsourcing af driften af økonomiske og driftsmæssige årsager. På mange måder kan cloud computing ses som en naturlig forlængelse af denne tendens.

Læs mere »

Dansette