Lektion 1: Hvad er cloud computing?

PACTORs Cloud Computing-skole

Cloud ComputingCloud computing kan defineres som det fænomen, at en række globale it-leverandører stiller forskellige former for services til rådighed via internettet på abonnementsbasis. Cloud-termen kommer fra, at internettet traditionelt er afbilledet som en sky.

Cloud computing kan betegnes ’et abstraktionslag’ mellem brugeren eller kunden og den underliggende it-infrastruktur. Dette abstraktionslag indeholder de services, som kunden ønsker at benytte sig af, den kvalitet, services skal leveres med, og den kommercielle relation, der er mellem kunden og serviceudbyderen.

Positivt formuleret kan det udtrykkes som at kunden kan fokusere fuldt ud på sine forretningsprocesser, mens cloud-leverandøren tager sig af alt det andet. Negativt formuleret hævdes det ofte, at kunderne helt fragiver sig kontrollen over data og sikkerhed, og i længden binder sig til bestemte teknologileverandører.

Som det fremgår, er cloud computing hverken et entydigt eller let definérbart begreb. Derfor har hver leverandør da også sin egen definition, og de mere generelt accepterede, som f.eks. den hos Wikipedia, er under konstant pres. Det er vores forventning, at selve begrebet om forbløffende kort tid vil miste sin værdi – på samme måde, som ordet computer f.eks. har mistet sin værdi som præcis betegnelse for en teknologi. Skal man imidlertid bruge en klar definition, kan den fra det amerikanske National Institute of Standards and Technology (NIST) udmærket anvendes.

Adskiller cloud computing sig så egentlig meget fra den almindelige relation mellem en kunde og en driftsleverandør? Både-og. Store dele af cloud-leverandørernes forretningsmodel er identisk eller i det mindste sammenlignelig med den, man møder hos store driftshuse som CSC, KMD, IBM mv., f.eks. hvad angår afregning på basis af forbrug og den manglende direkte kontrol med de fysiske installationer fra kundens side.

På den anden side er forretningsmodellen – og ikke mindst leveranceformen – også afgørende ny på en række områder, naturligvis afhængigt af, hvad den enkelte kunde har behov for og ønsker.

  • Ydelsen leveres altid over internettet. Derfor kan det godt være både sikkert og fortroligt, men der er ikke separate eller dedikerede forbindelser involveret.
  • Hvor og på hvilken type hardware, kundens systemer driftes eller services leveres fra, er ikke kendt for kunden. Det er dog typisk muligt at afgrænse lokationerne til én eller nogle få, f.eks. for at opfylde evt. lovgivningsmæssige krav, men udgangspunktet er, at leverandøren kan flytte kundens systemer og data rundt i verden, alt efter hvor det er mest hensigtsmæssigt.
  • I mange leveranceaftaler med cloud-leverandører kan der indgås aftaler om egentlig mikroafregning, så der f.eks. sker måling af forbrug pr. time eller i visse perioder efter transaktionsmængde i stedet for datamængde. Dette giver kunden en meget fleksibel ramme at indgå aftaler indenfor, som kan give den kompetente kunde stærke værktøjer til regulering af omkostningerne, mens det kan være en stor mundfuld at skulle forholde sig til for den kunde, der er ny på cloud computing-markedet.

I næste lektion vil vi se på, hvorfor cloud computing kan være en god idé for såvel offentlige som private virksomheder. Har du bemærkninger eller spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på info@cloudwatch.dk.

3 kommentarer til “Lektion 1: Hvad er cloud computing?”

  1. Bjarne Schjølin siger:

    Hvorfor indsnævre cloud computing definitionen til, at det udbydes af ‘globale’ leverandører? Det bliver vel ikke mindre cloud af, at det er en lokal/national leverandør, der initielt kun findes på det lokale sprog?
    betegnelsen ‘abstrationslag’ for skyen er da et unødvendigt, akademisk begreb. Jeg kender nogle direktører i Jylland, der ville afskrive betegnelsen som københavneri 🙂 og med god grund. Skyen er vel ikke spor mere ‘abstraktion’ end en traditionelt leveret it-platform? ‘it-service udbud’ – eller ‘it-supermarked’ var vel mere dækkende betegnelser 🙂 Vælg fra hylderne og forbrug! – vi leverer det der skal få dig og din virksomhed til at fungere i det daglige.

    Bemærk: den negativt formulerede udlægning af cloud: “at kunderne helt fragiver sig kontrollen over data og sikkerhed, og i længden binder sig til bestemte teknologileverandører.”
    Der gemmer sig en væsentlig pointe her: hvad sker der med kundens data når han skifter leverandør af cloud-service? Han får selvfølgelig leveret sine data på et medie – men han kan ofte ikke tilgå disse data, fordi data er strukturet på en proprietær måde, der betyder at tilgangen reelt kun er mulig, hvis man anvender den it-løsning, man er på vej væk fra (der har gemt data i en proprietær struktur). Det er et godt salgsargument en cloud-leverandør, at data ved skift til anden leverandør, leveres i en form, der er overkommelig at gøre brugbar for en ny leverandør.
    Det med, at cloud skulle skabe en binding til en bestemt leverandør, er jo som jeg ser det helt forvrøvlet? Hvorfor skulle den forretningsmodel der typisk binder cloud-leverandør og kunde være mere bindende, end den tradionelle relation? Det er vel nærmere omvendt! Så gå straks i rette med det, kære Pactor.
    Øhh – hvorfor skulle cloud computing miste sin værdi?Og hvorfor kan definitionen fra det amerikanske National Institute of Standards and Technology (NIST) udmærket anvendes?
    I bør inddrage i micro-afregningen, at den kan ske på basis af antal brugere 8samtidige eller navngivne) – det er faktisk et meget udbredt ASP/SaaS/Cloud afregningspricip. Det er netop en meget forståelig mekanisme at afregne med for kunden – i modsætning til CPU-forbrug eller transaktionsmængde.

  2. Bjarne Schjølin siger:

    Lektion 1 har en afgørende mangel: hvad er forskellen/ensheden i ASP + SaaS + Cloud? Opfordring: henvis i svaret ikke til mange forskellige nuancer og kilder – udvælg det I synes er den rigtige definition, og skær igennem med klare budskaber. Det een leverandør kalder hostet løsning, tilgængelig via nettet – det kalder andre med helt samme type løsning, leveret via samme arkitektur, for … ASP, SaaS, Cloud 🙂 Hvis I ikke har eksempler, så har jeg dem.
    En sjov test: tag en gammel artikel fra 1999 om ASP, kopier den ind i word, søg på ‘ASP’ og udskift med ‘Cloud’ – du vil blive forbløffet over hvor frisk fra fadet den pludselig virker. Det kunne være morsomt om man kunne få den optaget i Computerworld, og så afsløre gimmick’en efterfølgende 🙂
    Mvh Bjarne Schjølin

  3. ClausQ siger:

    @ Bjarne Schjølin

    Jeg er godtnok ikke direktør, men fra Jylland er jeg da… 🙂 Med abstraktionslag hentyder jeg blot til det faktum, at det ikke nødvendigvis længere er transparent for kunden, på hvilken hardwareplatform, med hvilken virtualiseringssoftware og måske endda i hvilket datacenter, kundens systemer driftes og data opbevares. Og det forventes heller ikke, at kunden interesserer sig for det! Deri består det abstrakte… Hvad var det, Dirch Passer sagde: “et bjerglandskab, der ikke er der”?

    Det med bindingen til leverandøren har jeg tilladt mig at kommentere her: http://cloudwatch.dk/?p=200. Pointen er, at når leverandørerne begynder at udstille proprietære services og lave interfaces mellem leverandørens egne services, der ikke er ‘portable’, bliver det uforholdsmæssigt omkostningskrævende for kunderne at skifte.

    Din udfordring med en ASP/Cloud-sammenligning er hermed taget op – også forslaget om at lave søg-og-erstat! Den idé er så god, at den ikke må henstå uprøvet… 🙂

    Mvh, Claus Qvistgaard

Dansette