Så prøver vi igen: SKI udbyder atter rammeaftale om ASP og cloud computing

Som det måske erindres, lykkedes SKIs første forsøg med en rammeaftale om ASP/cloud computing fra sidste efterår ikke rigtigt. Der er gået lang tid siden – også længere tid, end SKI selv havde bebudet – men nu er det her: udbud af rammekontrakt 02.19 om IT-drift ASP/Cloud.

Konkret beskriver SKI indholdet i rammeaftalen således:

“Rammeaftalen skal understøtte SKI’s kunders behov for ASP (Application Service Provider) og Cloud baserede it-services, herunder drift, vedligehold og udvikling – som begge er computer-services og funktionalitet, der understøtter forretningsprocesser.

Både ASP og Cloud-services, er typisk karakteriseret ved at være hostede it-services, hvor leverandøren er ansvarlig for udvikling, vedligehold, drift og hosting af en it-applikation, som kunden får adgang til at benytte via et computernetværk. Hostingen foregår hos leverandøren eller hos dennes underleverandør, og for Cloud tillige et ikke nærmere defineret sted i de tilfælde hvor driftskapaciteten er internetbaseret. I forhold til ASP er Cloud services typisk mere standardiserede med færre muligheder for tilpasning efter kundens ønsker ligesom Cloud services oftere understøtter generiske forretningsprocesser.”

Man kunne frygte, at nogle leverandører vil få svært ved at placere deres services i den ene frem for den anden af de tre kategorier, aftalen er inddelt i (ASP services, kommunale ASP services og cloud services) på baggrund af denne noget løse afgrænsning, så det bliver spændende at se, hvor mange, der ‘tør’ brande sig på cloud service-delen.

Der kan være 52 leverandører med i den kommende 02.19 og løbetiden er som sædvanlig sat til 2 år. Hvad der er nok så interessant er den forventede omsætning på aftalen: mellem 800 mio. og 1,2 mia. kr. i rammeaftalens løbetid og løbetiden for aftaler, der indgås under rammeaftalen.

Har du planer om at melde ind på aftalen, og har du ikke materiale fra sidste gang, der kan genbruges, skal du nok se at komme i gang: fristen for indgivelse af tilbud er den 9. september 2010.

Dansette