Cloud økosystemer – merværdi til din cloudservice?

Infrastructure-as-a-service og platform-as-a-service minder om traditionel hosting og software-as-a-service minder om ASP, application service providing, som vi har kendt det i snart 10 år. Hvor er det rigtigt nye i cloud computing? Hvor er den merværdi, clouden kan give kunderne? Måske findes den i cloud økosystemerne.

Omkring de store cloud-leverandører som Amazon og Google er der over det seneste års tid vokset en underskov af leverandører, der via cloud-leverandørernes platforme tilbyder ekstra services til kunderne. Idéen er beskrevet i en halvgammel artikel fra SearchCIO. Pointen her er, at når kunden anvender en serviceydelse fra en cloud-leverandør, kan der tilkøbes ydelser, der leveres af tredjepartsleverandører, som kan integreres med eller bruges sammen med de serviceydelser, der var det primære formål med at vælge cloud-leverandøren. Lad os se på nogle eksempler.

Hvis nu man har sit ERP-system kørende hos Google, kunne det være relevant at benytte f.eks. BI-services, der udbydes af en BI-specialist med en samarbejdsaftale med Google. Værktøjer er direkte til rådighed i kundens cloud-univers og kan pr. default udnyttes sammen med de services, der er kernen i cloudydelsen.

Hvis nu man bruger Amazons infrastruktur til at hoste sit intranet, kunne det være relevant at inkludere komponenter, der udbydes af tredjepartsleverandører som standardkomponenter til den intranetplatform, man har valgt. Igen her ligger værktøjerne lige ved hånden: samme platform, samme sikkerhedsmodel, måske endda samme afregningsprincipper.

Med andre ord kan nicheleverandører gennem et samarbejde med de store cloud-leverandører muliggøre reel merværdiskabelse for de kunder, der har brug for cloud-leverandørernes måske mere basale services. Eksemplerne kan være mange: mere udbyggede managementværktøjer, redskaber til analyser af data og transaktioner, egentlige ‘højniveauservices’ som internetbetalinger, aktiekurser, slutbrugerværktøjer osv.

Eller hvad hvis man nu kører Google Docs og Gmail – hvorfor så ikke benytte en tilknyttet leverandør, der tilbyder fulde virtuelle desktops, integreret med Googles værktøjer?

Dansette