Amazon tilbyder dårligere storageservice

Amazon tilbyder nu, hvad de kalder Reduced Redundancy Storage. Der er tale om en ‘discount’ storagemodel, hvor data kun opbevares i ét datacenter (omend med mangefold redundans dér) frem for i to, og hvor den garanterede tilgængelighed tilsvarende er reduceret. Til gengæld er prisen også lavere – og jo mere, man udnytter servicen, jo billigere bliver den.

Det særligt interessante her er naturligvis den garanterede tilgængelighed. Her sætter Amazon serviceniveauet ned fra 99,999999999% til ‘kun’ 99,99%. Dette er naturligvis tal, som de færreste traditionelle driftsleverandører uden videre kan levere – med mindre, der punges seriøst ud. Men hvad betyder tallene egentlig i praksis?

Simpel matematik giver, at den tilladte udetid med en garanteret tilgængelighed på 99.999999999%, er – hold nu fast – 0,3 millisekunder på et år! Derimod giver en garanteret tilgængelighed på 99,99% en mulig udetid på 53 minutter på et år. Dét kan man da kalde en serviceforringelse!

Mere seriøst må man nok konstatere, at de færreste mainstream kunder behøver en tilgængelighed på storage på mere end 99,99%. Er der tale om vitale services med meget stort volumen, som f.eks. netbetalinger, kan der være en kontant business case i at vælge den bedre SLA med den traditionelle storageform. Men der er penge at spare på at vælge Amazons nye storageplatform for langt de fleste kunder.

Bliver clouden udviklingsplatformenes nye kampplads?

Version2 skrev i sidste uge om, hvordan VMware og Google ‘hjælper udviklere med at hoppe fra sky til sky’. Hurra for det! Endnu et vigtigt skridt hen imod ægte kundekontrol over leverandører og driftsomkostninger… Men hvis man nærlæser artiklen, kan man let få den tanke, at VMware med Google som villig rejsemakker er i færd med at gøre deres Java-variant til en ekstra attraktiv platform at udvikle cloud-applikationer på – og med udsigten til tocifrede væksttal i cloudsektoren ikke noget uinteressant perspektiv.

Som det vil være de fleste bekendt, har Microsoft baseret deres Azure-platform på tilpassede versioner af Windows Server og SQL-databasen, og netop også .NET, altså Microsofts udviklingsplatform. Der er næppe tvivl om, at ‘åbne’ infrastrukturservices og platformservices som en god, gammel Windows Server 2003 eller en pålidelig Linux-variant vil være tilgængelig på markedet også i årene fremover, men hvad vil det betyde, hvis de ’store’ begynder at slås om markedsandelene via udviklingsplatformene også?

Læs mere »

Dansette