Kategori: It-afdelingen og clouden

Forudsigelser om cloud computing i 2011 – for dummies?

Forfatteren bag “Virtualization for Dummies”, Bernard Golden, publicerede på cio.com for en lille måned siden sine forudsigelser om cloud computing i 2011. De tåler nok en behandling også her.

Han deler sine forudsigelser i to dele: leverandørsiden og kundesiden.

Leverandørsiden

1. Cloud computing-leverandørerne vil fortsætte med at vokse – hvorefter markedet vil ‘implodere’ med hensyn til antal leverandører. Dette begrunder han i, at rigtigt mange virksomheder pt. arbejder på at etablere infrastruktur og serviceplatforme, der ikke nødvendigvis vil være afsætning for på bare mellemlangt sigt. Med andre ord: den gammelkendte konsolidering af et marked.

2. Markedet for cloud services vil gradvist blive segmenteret i kraft af kundernes valg. Golden bruger som eksempel, at markedet pt. tror, at infrastructure-as-a-service er den oplagte service at sælge ind til små og mellemstore virksomheder. Dette vil markedet i flg. Golden opdage, ikke er tilfældet på grund af de it-kompetencer, det kræver at benytte IaaS frem for f.eks. SaaS. Derfor vil de små og mellemstore virksomheder (og organisationer) snarere fokusere på at købe de rette softwarebaserede serviceydelser til deres virksomhed.

Læs mere »

Betyder cloud computing demokrati i it-beslutningsprocessen?

I går havde jeg fornøjelsen af at deltage i OVUMs (Butler Groups) Master Class om cloud computing. Meget godt kan man sige om OVUMs meget pragmatiske og afslappede tilgang til dette super-hypede begreb. På den anden side er de slet ikke blinde for de forretningsmæssige gevinster, der kan være i teknologien. Nok om det for nu.

Men ét budskab, der virkelig overraskede mig, var idéen om, at cloud computing er med til at demokratisere beslutningsprocesserne på it-området i virksomheder og organisationer. Pointen er, at fordi det er så nemt at ’shoppe’ it-løsninger i skyen, bliver it-afdelingerne tvunget til at lytte til brugernes behov og indrette it-investeringerne efter demokratiske principper. Vel vidende, at demokrati også af og til indebærer endeløs palawer, beslutningsprocesser udstrukket ad infinitum og uklare mandater.

Parallelen er til den gang, pc’erne kom på markedet. Først ville it-afdelingerne ikke røre ved dem. Det var noget slutbrugerfims, som ville gå over, og så ville brugerne vende tilbage til de gode og trofaste mainframes og grønne eller gule bogstaver på sort baggrund (eller omvendt). Og sådan gik det som bekendt ikke. Da det var så let for brugerne, f.eks. i form af enkeltstående forretningsenheder, selv at skaffe udstyr, gjorde de det bare, og så blev it-afdelingen gradvist tvunget til at engagere sig.

Og således også med cloud computing: fordi en hvilken som helst forretningsenhed, projektgruppe – ja, engageret udvikler, selv kan shoppe en virtuel server på Amazon, en udviklingsplatform på Azure eller en applikation hos … nå ja, en anden leverandør med A, så er it-afdelingen nødt til at lytte til deres ønsker og behov, hvis de fortsat vil spille en rolle i forbindelse med it-beslutningsprocesserne.

Tankevækkende – meget tankevækkende. Vi lader idéen stå et øjeblik – og kommenterer den muligvis selv senere. Hvis der er nogen, der har en tanke, er den naturligvis velkommen!

Nye kompetencer i it-afdelingen med private clouds

I en artikel i cio.com i sidste uge redegør it-chefen hos EMC for, hvilke nye eller ændrede kompetencer, der skal til i en it-afdeling, der implementerer private cloud computing. EMC har vel at mærke også en massiv direkte interesse i cloud computing, jf. deres produktkatalog, men alligevel har den gode Sanjay Mirchandani fat i noget interessant.

Meget af det ‘nye’ kommer dog ikke så meget fra introduktionen af cloud computing, som fra den omsiggribende virtualiseringsbølje:

It-afdelingens teknikere skal have en meget dyb og måske dybere end i dag forståelse for de områder, de arbejder med. Lad os tage en dba’er: Det vil være typisk, at flere forskellige (typer af) applikationer anvender samme databaseteknologi. Men i en ikke-virtualiseret verden kan man relativt let tilegne sig viden om, hvordan databasen og dens underliggende server bedst trimmes til denne eller hin applikation.

I en virtualiseret verden lægges virtualiseringssoftwaren i sig selv ind som en betydeligt komplicerende faktor, for hvordan trimmer man f.eks. en Oracle-database til at yde optimalt i et VM-ware-miljø, når VM-waren kører direkte på ‘jernet’, på et Linux/Unix-operativsystem, på Windows Server eller andre varianter? Det er nu ikke længere blot et spørgsmål om, hvordan forretningsapplikationen (og middlewaren) spiller sammen med databasen, og hvordan databasen spiller sammen med hardwaren. Nu er det også nødvendigt at se på, hvordan databasen spiller sammen med virtualiseringssoftwaren, og hvordan samspillet mellem virtualiseringssoftware og hardware påvirker databasen.

Kobler man så forretningsmodellen fra cloud computing på, hvor leverandøren (altså it-afdelingen) ikke nødvendigvis ved i detaljer, hvad deres it-platform anvendes til, hvordan kan du så udstille, drifte og vedligeholde en databaseservice, der er optimeret på tværs af mulige forretningsapplikationer, mulige anvendelsesformer og mulige udbredelsesgrader?

Samtidig skal it-afdelingens teknikere være langt bedre end det ofte er tilfældet i dag til at se på tværs af løsningsarkitekturen. OK, det er ikke unormalt, at hvis performance i et system er dårlig, så skal der kigges på tværs, men ‘misdæderen’ er ofte én eller nogle få komponenter i stakken, der ikke er trimmet til at spille sammen med de øvrige. Men hvad så, når alt 1) er virtualiseret, og 2) er leveret i en black box til slutbrugeren i form af en private cloud?

PACTOR løser for tiden opgaver for en kunde i et meget stort projekt, hvor de it-mæssige komplikationer nærmest ingen ende tager. Lige nu står vi med seriøse performanceudfordringer i et stærkt virtualiseret miljø, hvor hver enkelt komponent ser ud til at være trimmet optimalt i sin egen ret, men hvor vi arbejder med en stadigt stigende fornemmelse af, at sameksistensen mellem virtualiserede servere med lige præcist dét operativsystem på lige præcist dén virtualiseringsplatform og lige præcist dén type SAN-konfigurering bare ikke spiller. Den slags skal en it-afdeling, der ønsker at køre private cloud computing i stor stil, være klædt på til at tackle.

Den sidste ændrede kompetence, jeg vil omtale her, er den forretningsrettede. Jo, det har de sidste mange år heddet, at it-strategien skulle tage afsæt i forretningsstrategien, og at it-chefens ‘bedste venner’ og hyppigste frokostpartnere skal være forretningscheferne. Men nu skal it-chefen oven i hatten også kunne tilrettelægge den cloud platform, han/hun ønsker at udstille i sin private cloud, så den kan understøtte forretningen optimalt – herunder forretningens behov for fleksibilitet i ydelserne og spændvidde i ydelsesbilledet.

Med andre ord skal it-chefen ikke alene kunne forstå forretningens behov og vurdere, hvordan de bedst understøttes it-mæssigt, men også have et klart billede af, hvordan denne it-mæssige understøttelse bedst understøttes af en fælles, tværgående, virtualiseret infrastruktur – en private cloud. Velbekomme!

Lidt godter fra cloud-pressen hen over sommeren

Det kan ind imellem være vanskeligt at skelne de rent kommercielle indlæg fra journalistisk materiale på cio.com, men denne turde være god nok: Det meget anerkendte it-analyseinstitut Forester har identificeret de tre scenarier, der giver mening indenfor cloud storage: 1. Rent cloud-hostede applikationer med ‘egen storage’ tilknyttet, 2. backup til en cloud-instans og 3. ren fillagring i clouden. Det giver således modsatvist ikke mening at have applikationer kørende f.eks. internt, og så have en SAN-lignende storageimplementering kørende i skyen. Læs selv hvorfor.

Red Hat har i følge ComputerWorld anmeldt deres cloudplatform Deltacloud til et af it-industriens frivillige standardiseringsorganer, DMTF, med henblik på en vurdering af, om platformen er egnet som en standard for cloud-interoperabilitet. DMTF har i øvrigt en hel sektion om standardisering af cloud management-platformen, som vi tidligere har omtalt.

Det er svært at spå – især om fremtiden, sagde som bekendt Storm P. Julia King har i den amerikanske udgave af ComputerWorld sammenstykket en artikel om fremtidens it-karrierer fra flere forskellige kilder. Og efter de sparsomme kommentarer til artiklen at dømme, har forfatteren ikke helt fingeren på pulsen. Forudsigelserne er mange, men tendensen er klar: it-medarbejderne bliver dybt forankrede generalister (!?), der enten arbejder i megavirksomheder eller i småindustri (altså intet midt imellem). Og fokus vil være grøn it, etisk forsvarlig forretning, beskyttelse af privatlivet og efterlevelse af standarder og regulatoriske krav.

Cio.com har også selv produceret denne artikel med fem retningslinjer til at afgøre, hvilke applikationer, der er egnede til cloud computing: 1. Find ud af, hvorfor du overhovedet skal bruge SaaS, 2. tænk arkitektur, 3. gennemgå din portefølje kritisk og ryd ud i applikationerne, 4. nøjes ikke med at læse dokumentation; kemien skal være i orden, og 5. sammenlign de rette (og fulde) omkostninger.

Endelig til sidst lidt drama: månedsmagasinet Wired Magazine har i en artikel erklæret webben for død – længe leve internettet! Det har fået bl.a. Bernard Golden, manden bag ‘Virtualization for Dummies’ til at skrive en artikel på cio.com under titlen “webben er død – længe leve clouden”! Både Goldens behandling af artiklen i Wired og hans egne betragtninger om cloud computings rolle er interessante. Han anbefaler, at organisationer (virksomheder) forbereder sig således: 1. Anerkend, at du formentlig får brug for en ekstern storage provider (jf. Foresters vurdering øverst), 2. få dig en plan for båndbredde, 3. overvej dine investeringsbehov, hvis du i løbet af det næste år får to kæmpeordrer (store nye projekter/nye afdelinger osv.), og 4. tænk automatisering – grundigt!

Cloud: IT-verdenens IKEA

Meget kan man sige om Karsten Fogh Ho-Lanng, men han er ikke bange for kontroversielle synspunkter og klare udmeldinger. Senest kunne man læse en noget frisk klumme i CW (nej, ikke CloudWatch, men ComputerWorld) på nettet om cloud computings betydning for forretningen.

Påstanden er, at hvad IKEA gjorde for møbelindustrien, Ryan-Air for luftfarten og Skype for telebranchen, vil cloud computing gøre ved it-branchen. Og nej, det handler ikke om enorme mængder af overskydende embalage, utilstedeligt lidt benplads og video transmitteret med 1 billede pr. minut. Det handler om masseproduktion af standardvarer, serviceydelser helt uden overflødige elementer (nogle ville sige uden service…) og en pris, der kraftigt konvergerer mod nul.

Ja, cloud computing er baseret på standardvarer, udstrakt grad af selvbetjening og stordrift, der giver væsentlige besparelser. Men nej, det vil ikke fuldstændigt omkalfatre it-branchen – ikke i de næste mange år i hvert fald. For al den dejlige it, cloud computing kan levere, skal styres, trimmes, overvåges, scaleres, integreres med øvrig it – og frem for alt: fyldes med forretningsapplikationer eller forretningsdata (hvis det er SaaS, vi taler om), og alt det kommer jo ikke ud af ingenting.

Wegnerstole produceres stadig, Thai Airlines reklamerer med et serviceniveau ikke mange jordbaserede hoteller kan matche – og der er stadig masser af kunder på god gammeldags kobber, hvor man faktisk kan høre, hvad der bliver sagt. Cloud computing har en uomtvistelig  berettigelse og en forretningsmodel, der vil spise meget store markedsandele de kommende 5-10 år, men når ‘the next big thing’ dukker op, og cloud bliver modent og til en integreret del af varekataloget, vil det nok vise sig, at der stadig er plads til både inhouse drift, ASP og traditionel outsourcing.

Værktøjer til at styre dine cloud-ressourcer

Når du nu har besluttet dig for at blande lidt intern clouding med en public cloud og måske er en naturlig deltager i en community cloud, hvordan kan du så effektivt styre din samlede cloud portefølje?

Joseph Foran fra FSW, en privat velgørende organisation i USA, har for TechTarget.com lavet en udmærket gennemgang af de bedste værktøjer pr. marts 2010. Han opstiller tre grundlæggende krav, værktøjerne bør kunne opfylde:

  1. Værktøjet skal kunne understøtte forskellige cloud-former (altså private og public, og dermed også hybrid og community clouds)
  2. Værktøjet skal kunne anvendes til øjeblikkelig dannelse og nedlæggelse af ressourcer som f.eks. servere, storageplads og applikationer
  3. Værktøjet skal kunne vise rapporter over forbrug, oppetid og svartider, og have et dashboard, der understøtter drill-down til basisdata

De leverandører, der har produkter, der lever op til kravene, er i følge Foran først og fremmest disse:

RightScale er den helt store spiller på markedet. De har både en gratis ‘lite’-version og en fuld kommerciel version af deres managementværktøj. Det er desuden muligt at vælge mellem forskellige implementeringsformer – for den gratis version f.eks. en RightScale-hostet udgave, en LAMP-baseret version og sågar en WordPress-version. De sidste to kan naturligvis placeres på en cloudhostet infrastruktur. Den professionelle version er naturligvis full-featured, og kan bl.a. anvendes til automatisering af ressourcestyringen.

Kaavo er på mange måder en direkte konkurrent til RightScale. Deres produkt kan anvendes online i en standard-udgave eller i en enterprise udgave, eller onsite, dvs. hos kunden selv (hvilket naturligvis også kan være i en cloud-implementering).

Zeus har en mere snæver portefølje, både hvad angår funktionalitet og understøttede cloud leverandører. Med afsæt i load ballancing har de arbejdet sig ind på en løsning, de selv kalder Application Delivery Controller. De understøttede leverandører er først og fremmest Rackspace, men også tildels Amazon.

Scalr bidrager til markedet med en endnu mere fokuseret applikation. Her er der først og fremmest tale om scalering af websites og web-applikationer. Scalrs managementplatform kan fås i tre udgaver, lidt anderledes opdelt end normalt: en gratis udviklerversion, en produktionsversion og en version til ‘mission critical’ systemer. Understøttelsen her er også umiddelbart meget fokuseret på Amazon.

Morph har siden Forans artikel udviklet sit produkt markant, så det nu også understøtter public clouding, og ikke som dengang kun interne skyer. Deres cloud controller 2.1 er dog stadig et værktøj, dedikeret til at skabe og administrere interne cloud-centre.

Det er klart, at der er en flydende overgang til traditionelle management værktøjer fra f.eks. CA, HP, IBM osv. Men i følge Foran er flere af værktøjerne ikke specielt egnede til cloud computing, men kan administrere ressourcer dér i det omfang, de kan oprettes som ’standardressourcer’ indenfor værktøjets gængse rammer. Det må dog forventes, at flere af leverandørerne vil rette op på dette i løbet af året, så nye versioner af værktøjerne vil have cloud-ressourcer som en del af deres kerneområde.

It-chefens nye rolle … eller hvad?

It-chefens fornemmeste rolle fremover bliver at være kommunikator: kommunikere med og være synlig overfor forretningen, kommunikere med og styre leverandørporteføljen – og ikke mindst: kommunikere med og sætte retningen for it-afdelingens medarbejdere, som måske er på vej til at få nye typer opgaver. Nå ja, det er vel de færreste, der kan svinge sig op til at mene, at dette er noget radikalt nyt.

Det er da heller ikke det centrale budskab fra praktikerne på det MIT-symposium om cloud computing, der fandt sted midt i maj måned i år – snarere, at der bliver endnu større behov for de kommunikative egenskaber hos it-cheferne og de øvrige ledende medarbejdere på it-området, når organisationen skifter til mere cloud computing.

Læs mere »

Er du it-chef er cloud computing din næstvigtigste teknologi

I følge analysevirksomheden Gartner, der har spurgt sine ‘medlemmer’ (kunder) om, hvilke teknologier, der er deres ‘top 5’ i 2010, rangerer cloud computing som nummer to. Nummer ét er en nær slægtning til skyen, nemlig ‘virtualisering’. Tredjepladsen indehaves af ‘web 2.0’. Netværks- og datakommunikation og Business Intelligence er nummer fire hhv. fem.

Særligt interessant er det også at se på teknologiernes placeringer de forgående år, og dermed deres relative bevægelser. Virtualisering har været i top tre siden 2008, og er i it-sammenhæng derfor en ‘gammel kending’, men også i 2007 var teknologien med fremme, da på en femteplads. Med årets placering som nummer ét har teknologien imidlertid detroniseret business intelligence, der faktisk har ligget på førstepladsen i en årrække.

Cloud computing, der kom med for første gang i 2009, da på en 16. plads, er en rigtig højdespringer, men web 2.0 har også haft fart på: fra en 15. plads i 2008 og 2009, nu til en tredjeplads. Web 2.0 i form af sociale medier, mashups og den slags, har været under vejs i flere år, og det er kun godt at se, at teknologierne (eller snarere: måden at bruge teknologierne på) nu har vundet solidt fodfæste blandt it-cheferne.

Læs mere »

It-afdelingens opgaver i en sky-verden

Som tidligere beskrevet er der ingen grund til at tro, at it-afdelingen bliver mere undværlig i en organisation, blot fordi den begynder at anvende cloud computing. Men det vil samtidig være naivt at tro, at opgaverne, der løses i dag, forbliver uændrede. Nogle opgaver vil skifte karakter, f.eks. arbejdet med sikkerhed, mens andre vil vokse i omfang, f.eks. leverandørstyringen, mens andre igen vil falde, f.eks. det praktiske hardwarearbejde – og dog: det kommer an på, hvilken cloudform, man vælger.

I dette indlæg vil vi gå i dybden med nogle af de områder, der berøres mest af en overgang til cloud computing. Som alt andet på it-området, afhænger den faktiske udvikling i en given organisation af mange faktorer, hvoraf de fleste ligger uden for it-området. Det kan være organisationens udviklingsplaner, eksterne krav – hvad enten det er fra en ejerkreds, et moderselskab eller lovgiverne -, interne kompetencer og interesser, personrelationer, typisk på ledelsesniveau, osv. osv. Men grundlæggende vil vi tage udgangspunkt i de forskellige cloudformer.

Læs mere »

Lukker it-afdelingen når det bliver skyet?

Gartner siger, at hver femte virksomhed ikke vil have en it-afdeling i 2012 – så stærkt vil udviklingen med cloud computing gå. I det hele taget lyder dommedagstrommerne massivt over in-house it-afdelinger og it-medarbejdere for tiden – alt sammen med henvisning til cloud computing. Og ja, det kan virke bekymrende, hvis man er intern it-medarbejder i dag, særligt, hvis man har ansvaret for virksomhedens serverdrift: hvad skal man så lave, når afdelinger og divisioner selv blot ved at vifte med Dankortet kan købe sig til it-ressourcer på nettet?

Ældre folk på egnen vil kunne huske ‘hypet’ omkring SOA i slutningen af det sidste årtusinde: nu skal forretningen selv til at bygge sin it-understøttelse, blot ved at vælge den nødvendige funktionalitet fra den store gule ‘telefonbog’ over webservices på nettet – så var der slet ikke brug for at udvikle og vedligeholde egne systemer mere…

Læs mere »

Dansette